Lise Nørgaard Legatet 2019

Tilbage

Naturfotograferne Helle og Uri Løvevild Golman får Lise Nørgaard Legatet for deres arbejde med naturbevarelsesprojektet Wild, der fotodokumenterer verdens sidste vilde natur på alle syv kontinenter.


Korsbæk var fyldt af glade og feststemte mennesker, da Lise Nørgaards 102-års fødselsdag blev fejret med den traditionsrige byfest og uddeling af Lise Nørgaard Legatet søndag den 16. juni. 


For tredje gang blev Lise Nørgaard Legatet givet til personer, der i særlig grad har bidraget til at værne om naturen eller fremme kulturen. Årets modtagere er naturfotograferne Helle og Uri Løvevild Golman. Parret står bag det store naturbevarelsesprojekt Wild, hvor de på fem år har fotodokumenteret verdens sidste vilde natur på alle syv kontinenter på mere end 25 ekspeditioner. De arbejder under mottoet "What You Love - You Will Protect", og som afslutning på projektet udgives den store Wild-bog med billeder fra alle ekspeditionerne. Bogen skal overrækkes til verdens ledere med en særlig fyldepen med ordene: "Nu har du muligheden for at skrive en ny fremtid for planeten."


På den næstsidste ekspedition i december 2017 blev parret overfaldet af en gal mand med en kniv, der gav Uri 10 stik i maven, hjertet, halsen og hovedet. Helle gik foran, og da hun opdagede, hvad der skete, kastede hun sig over gerningsmanden, og sammen fik parret vristet kniven fra ham og kom væk. Siden har de kæmpet for at komme tilbage til livet, og især Uri har fortsat store mén af overfaldet, der gjorde ham ude af stand til at gå og tale. Han sidder fortsat i kørestol, men hans tale er blevet bedre.

Om motivationen udtaler Lise Nørgaard:
"Helle og Uri Løvevild Golman viser i deres arbejde med Projekt Wild deres store, fælles kærlighed til naturen, og projektet viser, hvor vigtigt det er, at vi fortsat beskytter og bevarer verdens vilde natur og vilde dyr. Jeg er glad for, at legatet kan bidrage til deres fortsatte arbejde med oprettelsen af parrets fond og udgivelsen af Wild-bogen." 

Fotografparret er beæret over at modtage Lise Nørgaard Legatet, der skal bruges til deres fortsatte arbejde på Projekt Wild.


"Det fine legat vi modtager, vil indgå i de 300.000 kr., som vi arbejder på at skrabe sammen som det lovpligtige indskud i stiftelsen af en fond. Fondens første opgave er at få udgivet WILD-bogen, der vil være en platform for budskabet. Derudover vil fonden arbejde direkte med at rejse penge til naturbevarelse, beskyttelse af vilde dyr og ikke mindst dokumentation og oplysning om behovet for beskyttelse af vilde dyr og den sidste vilde natur," fortæller Helle og Uri Løvevild Golman.


Komitéen bag udvælgelsen af legatmodtagere består udover Lise Nørgaard af Camilla Hjælmhof (Lise Nørgaards barnebarn), Vincent Hendricks (dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet), Kathrine Lilleør (cand.theol., ph.d., sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København, forfatter og debattør) og Torben Træsko Pedersen (direktør for Korsbæk på Bakken og Cirkusrevyen).


Om Lise Nørgaard Legatet
Korsbæk på Bakken indstiftede i 2017 i samarbejde med Lise Nørgaard et legat, der hvert år bliver uddelt i forbindelse med Lise Nørgaards fødselsdag til en person, der i særlig grad har bidraget til at værne om naturen eller fremme kulturen.
Den første modtager af legatet på kr. 20.000,- var Sebastian Klein for sit virke i arbejdet for at give både børn og voksne en forståelse for naturen og dens mangfoldighed. Sidste år gik legatet til Lise Lotte Christensen, der de sidste 20 år været adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub og desuden er chefinstruktør i den velgørende forening STH - Servicehunde til Handicappede (www.servicehunde.dk).

Fotos: Morten Kaiser / Korsbæk på Bakken






 
 
 

Musik på Postgaarden

 

Oplev underholdning
i særklasse

Middag og musik kr. 498