Lise Nørgaard legat 2018

Tilbage

Glade danskere strømmede til Korsbæk på Bakken for at fejre Lise Nørgaards 101 års fødselsdag
 
Lise Nørgaard var glad og overvældet over de mange gæster søndag eftermiddag i Korsbæk på Bakken. Her blev hele Danmarks Lise Nørgaard fejret med bl.a. biksemad, håndmadder, lagkage og fødselsdagssang.
 
I dagens anledning blev Lise Nørgaard legatet uddelt for anden gang. Årets modtager af legatet på 20.000 kr. er Lise Lotte Christensen, der de sidste 20 år været adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub og desuden er chefinstruktør i den velgørende forening STH - Servicehunde til Handicappede (www.servicehunde.dk). Lise Lotte Christensen arbejder for at skabe forståelse for servicehundes adfærd og behov og med at skabe gode relationer mellem hundene og deres ejere. Hun har lavet mere end 20 undervisningsfilm.
Læs og se mere om STH her: http://www.servicehunde.dk/STH-Servicehunde-4.aspx
 
Privat bor Lise Lotte på en gård i Sydsjælland sammen med sin kæreste og deres hund. Hertil kommer en flok på som regel 5-7 retrievere, som er i specialtræning for at blive servicehunde. 
 

Lise Nørgaard legatet uddeles til en person, der i særlig grad har bidraget til at værne om naturen og/eller at fremme kulturen.
 
Om motivationen for at tildele Lise Lotte Christensen årets legat udtalte Lise Nørgaard bl.a. "Der er flere måder at være træner på. Der er f.eks. ham med fodboldlandsholdet og så er der dig, som i mine øjne er langt vigtigere, fordi du har brugt en så stor del af dit liv på at træne hunde og har gjort dem så kloge, at de kan gøre livet bedst muligt for børn og voksne med bevægelseshandicap".
Lise Nørgaard fortsatte "Jeg har selv været så heldig at se, hvordan du kan tæmme selv de vildeste hunde. Jeg glemmer aldrig, hvordan du på en halv time kunne forvandle to glammende og stærkt ufredelige gravhunde, der bed både mennesker og andre hunde, fra frådende vilddyr til menneskets bedste ven. Du fortjener dette legat for din dybe kærlighed til dyr og din store forståelse af hunde, der gør det muligt for dig at uddanne servicehundene."
 
Sidste års modtager af Lise Nørgaard legatet var Sebastian Klein.
 
Komitéen bag udvælgelsen af legatmodtagere består udover Lise Nørgaard af Camilla Hjælmhof (Lise Nørgaards barnebarn), Vincent Hendricks (dr.phil., ph.d. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet), Kathrine Lilleør (cand.theol., ph.d., sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i København, forfatter og debattør) og Torben Træsko Pedersen (direktør for Korsbæk på Bakken og Cirkusrevyen).

Se billeder fra legatuddelingen 2017 her.


Alle fotos af legatuddelingen 2018 er af Anna Clara Leschly.










 
 
 

Musik på Postgaarden

 

Oplev underholdning
i særklasse

Middag og musik kr. 498