Arkitektur

Tilbage

Det kræver sin arkitekt at bygge en tro kopi af en by, der aldrig har eksisteret. Ikke desto mindre lød opgavebeskrivelsen således til Martin Trier og hans medarbejdere fra Trier Arkitekter, da man skulle påbegynde arbejdet med at opføre Korsbæk på Bakken.

Korsbæk som ny, gammel by
Da Matador blev produceret i Nordisk Films studier i Valby i årene 1978-1981, valgte instruktør Erik Balling at bygge Korsbæk op som en kulisseby, hvor alle scener blev skudt, foruden enkelte udvalgte locations i Dragør, Bagsværd, Ringsted og andre steder i landet. Da det sidste Matador-afsnit var færdigt, blev kulisserne genbrugt eller brændt.
Det var så at sige at starte på en frisk for arkitekterne, der ikke nok med at skulle danne sig et overblik over bybilledet ud fra en tv-serie, men derudover skulle opfinde de dele af byen, som man aldrig ser i Matador.

Korsbæk uden tag
I scenerne optaget kulissebyen i Valby ser man hverken tage eller skorstene. Arkitekt Martin Trier har derfor med sine medarbejdere, og i samråd Lise Nørgaard, tegnet tagrygge og placeret så mange skorstene, som ville være passende for en by som Korsbæk med det antal af pejse, kaminer og fyringsovne, der var i husholdningerne i 1930'erne. Besøgende i Korsbæk på Bakken vil derfor kunne tælle ikke mindre end 15 skorstene bygget i datidens stil.

Men skorstenene udgjorde ikke det eneste hovedbrud for arkitekterne - hele arbejdet med at passe en hel by med et autentisk og velkendt miljø ind på bare 2500 m², har krævet en ualmindelig kreativ streg. Hertil kom en række spørgsmål, som også krævede opfindsomhed og beslutningskraft - eksempelvis hvorledes placerer man grisehandler Larsens Gård midt i byen uden at miste følelsen af landlivet i Korsbækhuse, og hvordan ser den mondæne Postgaarden mon ud fra bagsiden?

En kælder fuld af liv
Den største udfordring for arkitekterne var at sikre sig, at miljøet, midt i den autentiske scenografi, skulle indeholde fem spisesteder, fem forretninger samt en beværtning, der tilsammen kunne rumme flere end 1000 spisende gæster om dagen.

Der skulle således også tegnes Danmarks største restaurationskøkken, fem forskellige anretter-køkkener, en kæmpe centralopvask, personaleområder, baglokaler, lagerrum, skraldeopbevaring, garderobe til skuespillere, vaskeri, vinkælder og toiletter til alle gæster.

Løsningen blev at grave en 2000 m² stor kælder ud under Korsbæk, hvor hele livet bag scenen foregår, og hvor de 100 daglige medarbejdere udfører deres arbejde som konditor, smørrebrødsjomfru, kok, skuespiller, stuepige, overtjener, bartender, barber eller en af de mange øvrige funktioner i Korsbæk på Bakken.



 
 
Korsbæk på Bakken anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
sitelist.html